Træning af personalet til redningshelikopteren, Sikorsky S-61.

Helikopter assistance

For at helikopter personalet kunne yde den assistance, det er at hjælpe eller hente personer i nød, skulle de selvfølgelig først oplæres, og derefter holde deres træning ved lige.
Hertil blev vi bedt om assistance til en del af deres træning.

Først skulle de lære at finde de nødstede.
Det bestod i, at 3-4 frøer, efter mørkets frembrud, sejlede ud, et tilfældigt sted, på Isefjorden.
Herefter tænde vi nødsenderen, og få minutter senere kunne vi høre helikopteren var på vej.
Helikopteren kom ind i ca. 300 m. højde over os. Når han så havde passeret os, tog han farten af.
Herefter drejede han rundt, og kom vinkelret ind over os igen.
Her kastede de så et faldskærms blus, så kunne de se os med det blotte øje.
Herefter tændte de projektørerne på helikopteren og kom helt over til os.
Her hængte helikopteren blot ca. 10 m. over os.
Det har altid fascineret mig når der hænger "sådan en bus" over hovedet på en.

Det næste der skulle indøves var bjergning af personer. Her var der flere måder der skulle indøves.

Den første af måderne vi indøvede,
Her blev der hejst en slynge ned fra helikopteren, så skulle vi selv tage den på.
Slyngen er et bredt bælte som vi tog under armene og bag om ryggen. Herefter kunne teknikeren i helikopteren sætte spillet igang, og hejse personen op i helikopteren.

Den anden måde vi indøvede.
Her kom der en person med spillet ned fra helikopteren.
Han skulle så lægge slyngen om den forulykkede, og passe på ham på vej op i helikopteren.

Den tredje og sidste måde vi indøvede.
Her havde personen fra helikopteren en båre med ned, her skulle så en af os frøer spændes fast på båren og derefter fires op i helikopteren. 

Det var selvfølgelig godt, at de havde sådan nogle som os at øve sig med.
Men vi skulle jo også lære hvordan vi skulle agere.
For eks. når slyngen kom ned var der en lynafleder, der nåede ca. en meter under slyngen, som skulle have lov at røre vandet først, så den kunne aflade helikopteren for statisk elektricitet.
Hvis den ikke fik lov til det, var helikopteren ikke afladet for statisk elektricitet, og slyngen kunne derfor trække en 20 - 30 cm. lang gnist, på grund af statisk elektricitet, og det gjorde bare nas.

Den første gang jeg fik et stød, var jeg ved at stå på hovedet i vandet, og det snurrede og summede i hele armen, i lang tid bagefter. 

Piloterne skulle også øve sig i at holde stille med helikopteren, som ikke var nogen let sag.
Her måtte piloterne ikke holde stille for lang tid af gangen. Da S-61 ikke var bygget til det.
Den blev for varm i gearet ved rotoren, når S-61 stod stille i luften i for lang tid af gangen.

Lidt teknisk, som de fleste ikke tænker på.
Gearet er en anordning der får bladene på rotoren til at skifte vinkel.
Grunden til at bladene på rotoren skal skifte vinkel, i luften 2 gange for hver gang rotoren roterer 1 omgang, er såre simpel! 

Vi tager et eks. Hvis spidsen af vingen kører med 500 km. i timen, og helikopteren flyver fremad med 100 km. i timen. Så vil højre side af rotoren, hvor vingen kører fremad, have en hastighed på 500 + 100 altså 600 km. i timen, igennem luften.
Mens den i venstre side af rotoren, her hvor vingen kører tilbage, kun vil have en hastighed gennem luften på 500 - 100 altså kun 400 km. i timen.
Derfor er vingerne nød til at skifte vinkel, så der bliver skovlet lige meget luft ned på begge sider af helikopteren.
Opdriften for helikopteren skal være ens i begge sider for ikke at flyve skævt.

Derfor dette gear for enden af vingerne og midt i rotoren på akslen fra motoren.

Når gearet blev for varmt kunne piloten afhjælpe det med, at tage en runde på nogle minutter. Luften ville køle gearet ned igen, og de kunne komme tilbage og arbejde videre.  
Så derfor skulle arbejdet tilrettelægges så piloten ikke skulle op og køle gearet af, mens man eks. var ved at fire en person op.  

En sen nattetime fik jeg mig en på opleveren.
Jeg var lige kommet i slyngen og begyndt at blive hejst op i helikopteren.
Et eller andet går galt og spillet stopper. Tiden går og jeg er klar over at piloten snart reagerer. Ganske rigtig han skal op og køle gearet, med mig på slæb i wiren 10 - 15 m. efter helikopteren.

Vi stiger og går rundt i en stor bue. Herfra kan jeg først se Holbæk i bunden af Isefjorden. Så er det Roskilde og det omkringliggende der kommer til syne. Dernæst København, Amager osv.
Det var meget klart den nat. Så det var virkeligt et flot syn, måske fra en lidt speciel position, hængende i en wire 10 - 15 m. efter en helikopter, i fart, en mørk december nat.

Men al begyndelse er svært også for en helikopterbesætning.